Sølvi Ellinora Degnegaard
Spirituelle selvhjælpstyper (altså sådan nogen lidt lissom mig) taler enormt meget om fokus på det positive og så’n.
Jeg taler altså også en del om at huske at sørge over det, der ikke var. Det der ikke skete. Det liv, du ikke fik. For hvis sorgen ikke også får lov at være der, så er der noget af dig, der ikke må være der. Og det er altså ikke så godt. Hvis du spørger mig altså.
I forgårs var det et år siden, jeg aborterede for sidste gang. (Sidste gang fordi jeg i mellemtiden er blevet 43.)
Det gik først op for mig i går, at det var præcis et år nu. Og det forklarer måske, hvorfor det er dukket op den seneste uges tid igen. Det var lissom ikke helt færdigt.
Og det bekræfter bare for mig, at også sorgen skal have lov til at have sin plads.
Det blev ikke til biologisk barn nummer 2. Det blev heller ikke til det adoptivbarn, vi havde en drøm om. Midt i alt med aborten, mistede vi vores godkendelse til adoption, og kræfterne var ikke til endnu en omgang.
Og så skete der andre ændringer i husstanden, som gjorde det umuligt – men her var endnu et barn, der ikke kom.
Jeg har egentlig altid troet, at jeg skulle have 2-3 børn. Sådan blev det ikke. Det er afskyeligt hårdt. (Altså jeg er OK nu. Siger det bare, fordi det skal være OK at pive lidt. Også for dig måske.)
Det tog mig et år at nå hertil. Og det er OK.
I rummet inde ved siden af ligger verdens smukkeste pige og sover. Hun bliver snart 16. Og jeg er den stolte moder. Meget stolte. Glæden og stoltheden over hende kan godt leve side om side med sorgen over de søskende, hun ikke fik.
Jeg skriver ikke det her for, at du skal have ondt af mig. (Det har jeg det ret svært med.) Jeg skriver det her for, at det måske bliver en smule mere OK for dig at hænge lidt længere i sorgen, end dine omgivelser måske synes er “passende.”
Kender du det?
