Når Jante kommer på besøg

Mine første offentlige optrædener rundt omkring var for et par år siden sammen med en anden dygtig coach. Vores foredrag hed “Du bestemmer jo selv, kvinde!” Det handlede meget om frygt, og hvordan vi lever med den. (Måske talte vi endda dengang om at overvinde den – det tror jeg ikke på mere.)

De to former for frygt, som på de foredrag var mit speciale, var “frygten for ikke at være god nok” – og så min gode gamle følgesvend “frygten for hvad de andre tænker.”

Lige bagefter “hvad tænker de dog ikke?”  kommer “hvem tror du egentlig lige, du er, Puk?” Fordi det er det, de tænker dem der, jeg er bange for, hvad de tænker.

Og det sjove er, at de mennesker ganske ofte er så ude af kontakt med, hvem de er, at deres mening burde være fuldkommen uden betydning.

Det er den der type, der f.eks. sluger alt, hvad Bitterfissen Bethany skriver bare for at blive forarget – på den der slimede selvretfærdige måde. Du kender dem godt.

Hvorfor er det så lige, at jeg overhovedet gider høre efter? Det er jo, fordi jeg har levet med den frygt, siden jeg var en lille pige. Og lige gyldigt, hvor mange mirakelkure selvhjælpstyper som jeg selv lover, så er det kun konstant opmærksomhed og små skridt, der hjælper. (Altså hvis man ikke lige har en hest, der kan hjælpe.)

Det at være en del af flokken er livsnødvendigt for os mennesker. Vi kan ikke undvære andre. Lige meget hvor meget vi påstår, at vi kan klare os selv, så er det jo løgn.

Derfor er det farligt, når de andre vender sig mod en. Især hvis de er fra en flok, man selv har været del af.

Og hvis flokken vender sig mod en, når man er for meget, så kan man nemt tænke, at det er bedre at blive lille og for lidt. Og forsvinde. For så har man da sin flok. Men man har mistet sig selv.

Og når ens fantastiske firma (Equine Mind Movers) stormer derudaf med en hast, vi ikke selv havde troet muligt, så ligger tanken lige til højre benet.

Og så kom Jante lige på besøg hos mig den anden dag, da vi sad med meget store planer. (De er så allerede overhalet af nogle endnu større – men sådan er det i det firma lige for tiden. TAK for det!)

Og her opdager jeg så endnu en gang, at hestens visdom kommer til undsætning.

Jeg opdagede Jante. Anerkendte Jante. “Ja, jeg ser dig, Jante!” (Han bliver så irriterende insisterende, hvis man ignorerer ham, når han er der.) Spurgte hvad han ville. Og så ville han ikke så meget mere, for han var blevet set.

Hvad det har med heste at gøre? Det er lige præcis det at anerkende følelsen – stå ved den – og handle på det, følelsen vil – som heste kan lære os.

Og hey, nogle gange er det flokken, der er forkert til dig. Ikke dig.