Sølvi Ellinora Degnegaard
Jeg har på det seneste fået en del mails fra stedmødre/bonusmødre/fars kærester, der er lige ved at kaste op over at høre på, hvor hårdt de andre i samme båd har det.
I starten er det helt fantastisk at høre om andre, der har det ligesom en selv.
Men hvis alle de andre, så har det slemt, så sker der på et tidspunkt noget.
Nogle bliver modløse. “Kan det da aldrig lykkes?”
Andre tænker, at når de andre har det så slemt, og “meget værre end mig selv”, så kan jeg jo ikke tillade mig at brokke mig…
Om det er hver dag eller én dag eller 5 minutter, man føler sig udenfor, vraget, ikke god nok, ond, skrap, firkantet, uelsket (indsæt selv din følelse) – så er følelsen den samme.
Og det er følelsen, der skal mødes og tages imod og håndteres, før der sker en bevægelse.
Der er altid nogen, der “objektivt” set har det værre eller bedre – men inde i kernen af følelsen ser der ens ud.
Så tag hånd om dine følelser. Mød dem. Læg dem ikke væk, fordi du synes, du bare lige skal tage dig sammen – eller det ikke er så slemt.
Og nej, det er ikke det samme som, at du så skal sørge i 14 dage over tabet af din kanariefugl. Men måske er det en hjælp til at forstå, hvorfor dine børn sørger længe. De har nemlig ikke lært at lægge låg på endnu.
Og jo bedre du bliver til at møde dine følelser – jo hurtigere kommer du igennem dem.
