Sølvi Ellinora Degnegaard
Inden for den seneste tid har jeg været en del mere i Odense, end jeg plejer. Denne gang mest i forbindelse med arbejde. (Jeg er født og opvokset i Odense og har boet der indtil 2000 – med kortere afstikkere i Århus og USA. Dernæst 4 år i Ribe og nu snart 6 år i København.)
Jeg kan med glæde huske tilbage til aftener med kolde øl på amfiscenen ved Brandts, da jeg gik i gymnasiet. Eller gå en tur i Munke Mose sammen med en skøn 2-3-årig pige, lige når tæppet af krokus blomstrer. Eller lyden af søløverne fra Zoologisk Have, når jeg sad i min stue.
Jeg har stadig yndlingssteder som f.eks. Brandts Passage eller Vintapperstræde. Men ellers oplever jeg en underlig ligegyldighed, når jeg kører over bygrænsen. Helt blottet for sentimentalitet. Jeg prøver ellers at tvinge lidt frem ved lige at køre forbi vores gamle hus eller spise hos min gamle kebab-pusher. Og det er da hyggeligt, men jeg glæder mig til at komme hjem igen.
Jeg har en gammel ven, der for snart mange år siden flyttede til Berlin, og han fortalte, at han aldrig har følt sig mere hjemme noget andet sted. Selv ganske kort tid efter han flyttede dertil. Hvad betyder det så det der med at føle sig hjemme?
Når jeg sidder på den californiske kyst og kigger ud over Stillehavet med bjergene bag mig, har jeg dyb følelse af at høre til, men jeg har aldrig boet der (tæt på en gang, men har dog trods alt aldrig rigtig boet der). Så det er ikke nødvendigvis en følelse, der hænger sammen med at bo et sted.
Nu bor jeg på Amager, og jeg føler mig hjemme i København. Jeg nyder, at mit fitnesscenter ligger lige på den anden side af gaden. At jeg kan komme på de kurser, jeg synes er mest spændende i hele verden inden for cykelafstand. At min datter kan gå i en rigtig god skole. At hun kan vælge et kursus for unge i buddhisme i stedet for konfirmationsforberedelse. At hun har mange gymnasier at vælge imellem, når hun kommer dertil. At jeg kan være i lufthavnen på 10 minutter. At Operaen, det Kongelige Teater, Skuespilhuset og ikke mindst Imperial ligger næsten lige rundt om hjørnet. At her er mange forskellige slags mennesker, både hvad angår etnicitet, uddannelse, livssyn… At jeg kan hoppe i (meget) høje hæle og fuld makeup en tirsdag, uden jeg behøver overhovedet at være friseret, inden de ser mig i fitnesscenteret.
Rummeligheden og diversiteten i København er måske det, der får mig til at føle mig hjemme her?
Hvad får dig til at føle dig hjemme?
Pingback: Home sweet home at live with what you love
Hej Puk,
Det er en super fed tanke du har sat gang i. Jeg blev simpelthen nødt til selv at skrive et indlæg om netop det på min blog, bare med fokus på vores bolig selvfølgelig
Nøjjjj hvor får du og dine ord mig til at længsel efter København. Jeg elsker også København og føler mig hjemme der – både på Amager og i Skt. Peders Stræde. Måske fordi jeg har boet der i mange, mange år. Jeg har faktisk ikke svaret på dit spm., for jeg føler mig hjemme mange steder – også i den jydske miniput-skov-by, jeg bor nu, hvor mine børn kan færdes frit og elsker udelivet, og hvor jeg kan skrive med kig til skoven…men ofte er det nødvendigt med en tur til Kbh, for at få frisk luft.