Puk Degnegaard
Mine første offentlige optrædener rundt omkring var for et par år siden sammen med en anden dygtig coach. Vores foredrag hed “Du bestemmer jo selv, kvinde!” Det handlede meget om frygt, og hvordan vi lever med den. (Måske talte vi endda dengang om at overvinde den – det tror jeg ikke på mere.)
De to former for frygt, som på de foredrag var mit speciale, var “frygten for ikke at være god nok” – og så min gode gamle følgesvend “frygten for hvad de andre tænker.”
Lige bagefter “hvad tænker de dog ikke?” kommer “hvem tror du egentlig lige, du er, Puk?” Fordi det er det, de tænker dem der, jeg er bange for, hvad de tænker.
Og det sjove er, at de mennesker ganske ofte er så ude af kontakt med, hvem de er, at deres mening burde være fuldkommen uden betydning.
Det er den der type, der f.eks. sluger alt, hvad Bitterfissen Bethany skriver bare for at blive forarget – på den der slimede selvretfærdige måde. Du kender dem godt.
Hvorfor er det så lige, at jeg overhovedet gider høre efter? Det er jo, fordi jeg har levet med den frygt, siden jeg var en lille pige. Og lige gyldigt, hvor mange mirakelkure selvhjælpstyper som jeg selv lover, så er det kun konstant opmærksomhed og små skridt, der hjælper. (Altså hvis man ikke lige har en hest, der kan hjælpe.)
Det at være en del af flokken er livsnødvendigt for os mennesker. Vi kan ikke undvære andre. Lige meget hvor meget vi påstår, at vi kan klare os selv, så er det jo løgn.
Derfor er det farligt, når de andre vender sig mod en. Især hvis de er fra en flok, man selv har været del af.
Og hvis flokken vender sig mod en, når man er for meget, så kan man nemt tænke, at det er bedre at blive lille og for lidt. Og forsvinde. For så har man da sin flok. Men man har mistet sig selv.
Og når ens fantastiske firma (Equine Mind Movers) stormer derudaf med en hast, vi ikke selv havde troet muligt, så ligger tanken lige til højre benet.
Og så kom Jante lige på besøg hos mig den anden dag, da vi sad med meget store planer. (De er så allerede overhalet af nogle endnu større – men sådan er det i det firma lige for tiden. TAK for det!)
Og her opdager jeg så endnu en gang, at hestens visdom kommer til undsætning.
Jeg opdagede Jante. Anerkendte Jante. “Ja, jeg ser dig, Jante!” (Han bliver så irriterende insisterende, hvis man ignorerer ham, når han er der.) Spurgte hvad han ville. Og så ville han ikke så meget mere, for han var blevet set.
Hvad det har med heste at gøre? Det er lige præcis det at anerkende følelsen – stå ved den – og handle på det, følelsen vil – som heste kan lære os.
Og hey, nogle gange er det flokken, der er forkert til dig. Ikke dig.
Kærligheden har trange kår i mit kontor i disse tider.
De senere uger har jeg rigtig mange gange hørt “kærligheden overvinder ikke en sk*d!” – og mange lignende udtryk. Ganske ofte indledt med og efterfulgt af en række bandeord.
For når vi opdager, at kærlighed ikke er nok, så brister mange drømme. Drømme vi har haft, siden vi første gang hørte et eventyr.
Forbavsende mange i mit kontor lever med, at børnenes biologiske mor er uansvarlig, konfliktskabende og i overraskende mange tilfælde har de endda en diagnose eller et misbrug.
Børnene er et kapitel for sig, men – som jeg meget ofte siger – så er det aldrig deres skyld. Lige gyldigt hvor irriterende, uopdragne, hjælpeløse, uhøflige (fortsæt selv listen) de er, så er de ikke blevet sådan alene. De er socialiseret ind i en bestemt kontekst. Et bestemt værdisæt. En bestemt kultur.
Så er der svigerfamilien, der i mange tilfælde også krydrer konflikterne lidt. Når svigermor tager på ferie med mandens eks, kan det godt være svært at sluge. Eller svoger er inviteret med til fødselsdag hos eks’en. Eller når søsteren stadig hygger med barnets mor.
I denne tid kommer mange, fordi de ikke længere kan lade som om, det er ekskonens skyld. Eller børnenes skyld. Eller svigerfamilien.
De kommer, fordi vi ikke længere kan lyve for os selv. Vi kan ikke længere pege fingre ud af parforholdet og familien. Vi må pege indad.
Det er manden, der ikke har taget ansvaret over for børnene med de udsatte mødre. Det er manden, der (heller) ikke har opdraget børnene. Det er manden, der ikke har sin primære loyalitet, hvor den skal være.
Og det er parret, der ikke har formået at skabe det værdisæt og den vision, de vil bygge deres parforhold og familie på.
Maskerne falder alle vegne i denne tid. Også i parforholdene. Jeg tror, 2012 vil være et rekordår for skilsmisser.
Jeg håber, jeg tager fejl.
Jeg huserer også ovre på Facebook. Det er nok ikke nogen stor overraskelse.
I dagene efter valget var jeg ærlig talt lidt træt af det borgerlige tudefjæs. Særligt på Facebook. (Men også i de fleste andre medier.)
Så vidt jeg husker (og nu husker man jo anderledes, når perspektivet er ens eget), så var der ikke engang i nærheden lige så meget tudefjæs de andre gange, hvor resultatet faldt modsat ud.
(Tro mig – 10 år med Pia K ved de facto magten har ikke været lutter lagkage for os andre.)
Og tuderiet fortsætter fra de blå.
“Helle holder ikke, hvad hun lover!”
Set herfra, så ser vi for første gang en statsminister, der rent faktisk gør sit yderste for at være statsminister for hele landet. Alle danskere.
Det betyder kompromisser. Og nej, det er ikke altid lige kønt.
Men hold nu op med det tuderi og kom ind i kampen (og ud af valgkampen.) Tag medansvar i stedet for at sidde og pege fingre.
Det her billede fandt jeg i dag.
Det ville jeg gerne have fundet i sidste uge.
